Art Nouveau og århundredeskiftet er nok det, mange tænker på, når de ser et mansardtag. Etableringen af tagformen går endnu længere tilbage i historien. Dens gennemtænkte konstruktion har dog ikke mistet noget af sin relevans den dag i dag. Vi forklarer fordele og ulemper og giver nyttige oplysninger om konstruktionen.
Form og skabelse
Mansardtaget blev skabt i det 16. og 17. århundrede, hvor det blev brugt til at give repræsentative byhuse og paladser et balanceret forhold mellem vægoverflade og tag. Ligesom Belle Etage sluttede den sig til den næsten obligatoriske kanon for den øvre middelklasses arkitektoniske sprog i det 19. århundrede. I sidste ende er et mansardtag et sadeltag, der overlapper den øverste "normale" etage med en tagflade, der bliver stejlere i bunden. Ser man omvendt på det, kan man sige, at et mansardtag skabes, når tagfladerne bøjes udad for at kunne rumme endnu en etage med fuldgyldige rum med lige vægge i loftsrummet.
Funktion
I dag har mansardtaget udover sin designeffekt en anden funktion, som ikke bør forsømmes. Talrige bebyggelsesplaner bruger antallet af etager og tagudhængets højde til at regulere omfanget af den strukturelle anvendelse af et område. Ved at rumme den øverste etage i taget, kan der i modsætning til det klassiske sadeltag opnås et meget mere anvendeligt gulv, end det nogensinde ville være tilfældet med et sadeltag. Den klassiske stilistiske indretning af mansardtaget får en ny betydning for at få mest muligt ud af bygningsplanlægningsbestemmelserne.
Konstruktionen
Konstruktivt set er mansardtaget altid et korstag. Fordi tagfladen bøjer opad, kan spærene ikke løbe fra udhænget til rygningen og kan derfor ikke støtte sig mod hinanden. Som regel er mansardgulvet integreret i tagkonstruktionen som en træramme. På disse vægge hviler den centrale stang, som også tjener som tærskel for det fladere øvre tag. Afhængig af brugen kan rammen laves til fuldgyldige vægge, så man kun er opmærksom på at befinde sig på loftsrummet, når man kigger ud af vinduerne. Ved at opsætte en knæhøjde fra gulv til loft er selv den stejle taghældning ikke mærkbar indefra. Samtidig tillader den stejle taghældning montering af normale facadevinduer og dermed ubegrænset god belysning og ventilation af rummene.
Den statiske udfordring
Der lægges særlig vægt på statikken ved konstruktion af mansardtaget. Det underliggende, klassiske sadeltag overfører de belastninger, der virker på tagfladen, via gennemgående spær til bygningens ydervægge og derfra via fundamentskomponenterne ned i jorden. I forbindelse med ydervæggene eller et ekstra lag af afstivningsbjælker resulterer dette i et stabilt statisk system i form af en trekant. Ved et mansardtag bliver det gennemgående spær dog afbrudt og taget ud af en lige linje ved tagfladens udadbøjning. Især belastningerne i det øverste tagareal udvikler et tydeligt nedadgående tryk, når belastningerne overføres, samt yderligere udadgående tryk i bøjningsområdet. Det er vigtigt at optage dette udadgående tryk konstruktivt og forhindre taget i at give efter. Til dette formål installeres norm alt et lag bjælker over mansardgulvet, eller der er tilvejebragt flere metalbinderemme. Ofte vises disse elementer slet ikke visuelt, fordi de forsvinder ind i væggene eller loftet på loftsgulvet.
Taghældningen
Nu var der allerede tale om to forskellige taghældninger og et øverste tag og et undertag. Men hvilke tilbøjeligheder bruges fornuftigt? Den åbenlyse antagelse er, at for at opnå den karakteristiske tagsilhuet, skal den nederste halvdel af taget være stejlere end det øverste tag. Hældninger på mindst 45 grader er almindelige for stejle tagflader, men det giver mening at have 50 grader og mere. Det er ikke ualmindeligt, at der findes hældninger på op til 70 grader for at udnytte det indvendige rum bagved bedst muligt. Det øverste tag kan derimod have næsten enhver hældning. For ikke at skabe unødvendig og ubrugelig plads, bruges norm alt en hældning på maksim alt 30 grader, ofte endnu mindre. Til gengæld kommer et mansardtag sjældent under 15 grader i rygningsområdet, da den traditionelt anvendte tegltag kun i begrænset omfang opfylder sin funktion på fladere skråninger.
BEMÆRK:
Individuelle producenter tillader nu, at taghældningen reduceres til op til 10 grader. Udseendet bør dog aldrig ignoreres fuldstændigt. Jo større forskel der er mellem de to hældninger, jo sværere er det at opnå et harmonisk design.
Fordele og ulemper
Selvfølgelig har mansardtaget ikke kun fordele, men også nogle ulemper. Både de positive og negative aspekter af denne tagform er kort fremhævet nedenfor:
Fordele
- Stor stigning i brugbar plads på loftet på grund af den stejle hældning i det nederste tagområde
- Reduktion af ubrugelig tagplads i toppen af taget på grund af en fladere hældning i det øverste tag
- Kvalitativ forøgelse af anvendeligheden af rummene på loftet gennem mere lodrette vægge uden store skrålofter og anvendeligheden af normale facadevinduer
- Forøgelse af den "optiske vægt" af taget, hvilket gør et mere afbalanceret design muligt fra hovedstrukturen til taget
- Bygplanlægningsfordele ved begrænsning af tagudhængets højde og eventuelt antallet af læsbare etager
Ulempe
- Høj designindsats til understøttende struktur
- Der kræves talrige detaljerede uddannelser i vinduestilslutninger, ændring af taghældning osv.
- Klassiske tagbelægninger i stejle tagområder, hvis hældningen er for høj, er kun mulig med ekstra sikkerhed
- Tagrummenes brugbarhed er bedre end et “norm alt” sadeltag, men stadig ikke et fuldgyldigt gulv
- I moderne byggelovgivning kan fastsættelse af bebyggelsesplaner næppe gennemføres uden lovmæssige dispensationer
Mansardtaget i dag
Mansardtagets storhedstid er måske forbi, men det kan stadig findes igen og igen i nybyggede bygninger i dag. Det er dog ikke alt, der ligner det, der er et rigtigt mansardtag. For at udnytte mansardtagets optiske og til tider også bygningsretlige fordele uden at skulle investere i byggeindsatsen, bliver”normale” gulve af solidt byggeri nu ofte blot beklædt med en ekstremt stejl tagflade. Det fladere, øverste tagareal lægges så på som en rigtig tagkonstruktion, eller udgår helt til fordel for et fladt tag. I hvilket omfang begrebet mansardtag stadig gælder her, er i sidste ende op til beskueren. Faktum er dog, at fra et bygningsteknisk synspunkt er der i disse tilfælde kun lidt tilbage af tidligere tiders ægte mansardtag.
